Skip to content

Sådan bygger du et træhus i et træ

Det kan koste mange penge at få andre til at udføre et job for dig. Men med den rigtige indstilling kan du gøre mange ting selv. Du vil spare tid og penge ved at bruge de praktiske gør-det-selv-instruktioner, som du finder på SKIL hjemmesiden.

Disse trin-for-trin-instruktioner inddeles i kategorier for de forskellige typer opgaver i og omkring hjemmet, og giver dig præcise forklaringer fra A til Z.

  1. Valg af et træ

    Vælg et træ med den rigtige struktur, og sørg for, at det træ, du vælger, er sundt – det er helt afgørende for, at du får et træhus med en solid og stærk struktur. Passende træsorter til et træhus er bl.a. bøg, eg, ahorn og store grantræer. Et træ med en stærk og robust stamme, tunge grene og dybe, forankrede rødder, giver et godt udgangspunkt for dit træhus. Træet må ikke vise tegn på sygdom eller parasitter, der kunne svække træhuset. Hvis du ikke er sikker på, om dit træ er egnet, er det en god idé at konsultere en ekspert. Han (eller hun) kender alt til trækonservering, og hvordan man behandler sygdomme og parasitter, og de kan hjælpe dig med at vælge det rette træ, før du starter med at bygge dit træhus!

  2. Kontrollér, at du har en tilladelse

    Før du starter, skal du kontrollere, om du skal have en tilladelse til at bygge et træhus. Kontakt eventuelt din kommune og forhør dig, om der findes lokale klausuler, vedtægter eller andre forhold, der kunne berøre dit træhus, f.eks. højdebegrænsninger. Nogle gange skal du ansøge om tilladelse, før du kan bygge et træhus. Der kan også være begrænsninger, hvis du har fredede træer i din have.

    Det er også en god idé først at kontakte dine naboer; Så undgår du efterfølgende klager, og du kan bevare et godt forhold til dine naboer. Træhuset kunne ødelægge udsynet fra deres huse, eller man vil kunne se over til deres stuer og forstyrre deres privatliv. Du bør også kontakte dit forsikringsselskab for at sikre dig, at træhuset er omfattet af din husforsikring. Er det ikke det, vil ingen skader på træhuset, eller skader forvoldt af træhuset, være forsikret.

  3. Vælg den rigtige placering

    Efter at du har valgt det mest egnede træ, kan du beslutte, hvad for en slags træhus, du gerne vil bygge. For et standard-træhus på 3x3 meter skal du vælge et træ med en stamme på mindst 30 cm i diameter. Du kan beregne diameteren ved at måle rundt om stammen med et målebånd på det sted, hvor du vil bygge dit træhus. Så dividerer du måleresultatet med π (3,14) for at finde diameteren. Det er også vigtigt først at kontrollere, hvordan træhusets bundplade vil blive placeret i træet. Mål omhyggeligt der, hvor du skal lave udskæringer i stammen og grenene. Sørg for, at der er tilstrækkeligt med plads uden om træstammen. Tykkelsen af støttebjælkerne vil afhænge af de specifikke forhold og platformens størrelse.

  4. Støtte af træhuset

    Der findes forskellige måder, du kan understøtte dit træhus på. Uanset hvilken metode, du vælger, skal du huske, at træet vil bevæge sig fra side til side i vinden. Så sørg for, at træhuset ikke bliver beskadiget af denne bevægelse. Du kan vælge mellem forskellige måder at understøtte træhuset på:

    1) Skruet fast på træet
    Det betyder, at støttebjælkerne på platformen skrues direkte på træstammen. Det er den mest almindelige måde at understøtte platformen på. Men denne metode er også den metode, der med størst sandsynlighed vil beskadige træet, selv om du kan minimere risikoen ved at bruge de rigtige materialer.

    2) "Flydemetoden"
    Ved denne metode ophænges træhuset fra stærke, høje grene ved hjælp af reb, kabler eller kæder. Denne metode virker imidlertid ikke med alle træer, og den skal ikke bruges til at understøtte et tungt træhus. F.eks. er den ideel til en platform uden et tungt indelukke.

    3) Brug af støttestolper
    Støttebjælkerne graves ned i jorden tæt ved træet, og de er ikke fastgjort til selve træet. Sørg for godt med plads rundt om platformen, så træet kan bevæge sig frit i vinden. Denne metode har mindst risiko for at beskadige træet.

  5. Adgang til træhuset

    Før du begynder at bygge dit træhus, skal du først beslutte, hvordan du ønsker at kunne kravle op i det. Tænk på dine børns sikkerhed! Du skal kunne komme solidt og sikkert op til træhuset. Der er forskellige måder at gøre det på:

    1) Rebstige
    Du kan lave denne type stige af reb og en række korte trin, der er gjort fast til rebet under hinanden, helt ned til jorden. Man skal vænne sig til at bruge en rebstige, og det kan føles en smule "vakkelvornt" at klatre op ad den.

    2) En fast stige
    Det er en almindelig stige, som man kan købe overalt. Med den kan du klatre hurtigt og nemt op til dit træhus.

    3) Trappe
    En trappe er den sikreste måde at komme op til dit træhus på. Hvis du beslutter dig for en trappe, er det en god idé at lave et gelænder eller rækværk i den ene side af trappen for at give ekstra sikkerhed.

  6. Forhindringer

    Skal du bygge dit træhus uden om grene, der er i vejen, eller er det bedst at fjerne dem? Forhindringer kan påvirke udformningen af dit træhus. Det kan ofte være en udfordring at tage højde for træets uregelmæssige form. Men når arbejdet er færdigt, vil du kunne se tilbage på det med tilfredshed!

  7. Sikkerhed først og fremmest

    Før du starter med at bygge dit træhus, skal du huske på, at risikoen for at falde ned udgør den største fare. Du kan tage følgende forholdsregler for at reducere denne risiko:

    1) Byg ikke dit træhus for højt oppe
    Hvis du bygger dit træhus for højt oppe, vil det være farligt, hvis det er børn, der bruger det. Så lad være med at bygge platformen højere end 1,5 til 2,5 meter over jorden.

    2) Byg et sikkerhedsplankeværk eller -gelænder rundt om platformen
    Et plankeværk eller gelænder vil være med til at forhindre, at børn falder ned. Et sikkerhedsplankeværk eller -gelænder rundt om platformen bør være mellem 70 til 90 cm højt, med et mellemrum mellem stolperne på højst 10-15 cm.

    3) Anlæg et blødt underlag
    Du kan anbringe bløde, naturlige materialer som træflis under træhuset. Det forhindrer ikke i sig selv fald, men det sikrer, at man falder blødt!

  8. Fastgørelsespunkter

    Et træ med V-formede grene giver ekstra stærk støtte til træhuset, og det betyder, at du har 4 fastgørelsespunkter i stedet for 2. Bor huller i de 4 fastgørelsespunkter på grene over for hinanden. Brug et 10 mm bor og sørg for, at hullerne er vandrette og i samme højde (A). Hvis fastgørelseshullerne ikke flugter ordentligt, kan det betyde, at platformen ikke er i vater.

  9. Støttebjælker

    Mål afstanden mellem fastgørelseshullerne på begge sider af træets grene, og afmærk denne afstand (A) på de 2 støttebjælker. Sørg for, at denne afstand er den samme i både venstre og højre side af støttebjælkerne. Start fra dette referencepunkt, tegn en 5 cm lang streg til venstre og højre (samlet længde 10 cm), og afmærk enderne af denne streg. Gør det samme i den anden ende af bjælken. Bor to 12 mm huller på begge sider af de afmærkede ender af de streger, du tegnede. Brug dernæst stiksaven til at save en 12 mm bred spalte mellem de 2 borede huller. Dette er nødvendigt for at lade træet bevæge sig frit i vinden uden at flække træstammen eller beskadige platformen.

  10. Støttebjælker (fortsat)

    Fastgør de to støttebjælker til træet i den afmærkede højde med fire franske skruer (sekskanttræskrue) i størrelse 12 mm og længde 200 mm. Påsæt spændeskiver mellem skruerne og støttebjælkerne. Gentag dette på den anden støttebjælke på den modsatte side af træstammen. Sørg for, at begge støttebjælker er i samme højde og parallelt til hinanden. Ved at forbore fastgørelseshullerne undgår du at flække træstamme, grene og støttebjælker. Hvis dit træhus har en relativ høj totalvægt, kunne du overveje at bruge tykkere og stærkere støttebjælker.

  11. Tværbjælker

    Monter 4 tværbjælker på 50x150 mm, med samme mellemrum og parallelt til hinanden. Fastgør disse tværbjælker med 80 mm lange spånpladeskruer. Fastgør dernæst to bjælker på 50x150 mm til enderne af de fire tværbjælker med 80 mm lange spånpladeskruer.

    Bemærk: Platformen skal være vinkelret på de to støttebjælker. Ellers vil gulvplankerne ikke være lige, når du monterer dem senere.

  12. Støttebeslag til bjælkerne

    Fastgør platformen til tværbjælkerne med 8 støttebeslag. Sørg for, at hele konstruktionen er helt i vater, og at alle hjørner mellem bjælkerne er vinkelret på hinanden. Monter 4 støttebeslag til platformens 2 sider.

  13. Støttebjælker under platformen

    Platformen er stadig en smule ustabil, men vi vil sikre den med to støttebjælker på 30x100 mm. Disse bjælker er fastgjort med 2 beslag på platformens overside. Fastgør undersiden af støttebjælkerne til træets grene.

    Sav de øverste sider af støttebjælkerne, til de passer i en vinkel på ca. 45°, afhængigt af forholdene på stedet. Fastgør støttebjælkerne til platformens indvendige side, igen ved hjælp af to støttebeslag. Fastgør de to overlappende støttebjælker sammen forneden med en 100 mm lang M8 bolt eller gevindstang. Brug spændeskiver mellem støttebjælkerne og boltene.

  14. Monter gulvplankerne til træhuset

    Kontrollér, hvor du vil save udskæringer i gulvplankerne ud, så de passer stramt omkring træstammen og grene. Sørg for, at der er et mellemrum på ca. 10 mm mellem plankerne. Brug eventuelt stiksaven til at lave runde åbninger, hvor træstammen og grenene skal passere gennem gulvet. Fastgør enderne af gulvplankerne med mindst 2 skruer. Brug en trappestige eller stige til dette job, og slib gulvet, så det er fri for splinter.

  15. Indhegning

    Monter 80 cm høje lodrette stolper i hvert hjørne af platformen til indhegningen. Lav indhegningens hjørner med 2 stykker træ på 60x10 mm. Du kan bruge tykkere træ, hvis du vil, men husk, at den samlede vægt også er vigtig for stabiliteten. Fastgør disse stykker træ med skruer gennem siderne. Monter gelænderne, i stykker træ på 60x10 mm, øverst på disse lodrette stolper. Sav gelænderne i den rigtige størrelse på 45° (se den indsatte cirkel i tegningen for at få et detaljeret billede). Skru dernæst gelænderet på øverst på stolperne, fulgt af de lodrette stolper med en afstand mellem dem på ca. 10 cm. Skru alle disse stolper på plads med forsænkede spånpladeskruer. Sikkerhed har førsteprioritet, navnlig når det gælder (små) børn!

  16. Trappe

    Byg en robust og sikker trappe, der monteres på siden af platformen. Den sikre vinkel af trappen for en platform med en højde på 2,5 meter er med bunden af trinene ca. 1,35 til 1,80 meter foran toppen. Lav trappen med tremmer på 50x10 mm og trin på 50x12 mm. Du skal vælge trinenes bredde og længde, så den passer til forholdene hos dig selv. Monter trinene til tremmerne med lige store mellemrum, og mærk af, hvor hvert trin skal fastgøres. Du kan skrue blokke på tremmerne, så du kan skrue trinene ovenpå disse blokke. Eller du kan lave noter i tremmerne med en dybde på 25 eller 30 mm. Derefter trykker du trinene ind i disse noter. Sav tremmerne og trinene i den korrekte længde og fastgør dem med lim og skruer.

  17. En hytte med 3 vægge

    Du kan bygge dit træhus i forskellige udformninger, f.eks. med 3 vægge og et tag af bølgeplader. Men du kan også blot lave et tag af robuste plastplader understøttet af træstolper, eller du kan fastgøre et lille campingtelt på platformen.

  18. A-rammen

    Vi laver et træhus baseret på en A-ramme med en hældning på 60°. Du kan lave dette træhus med de samme stolper, som du brugte tidligere. Du skal justere højden og bredden, så den passer til forholdene hos dig selv. Hvis en af grenene skal gå igennem taget, bliver du nødt til at montere en ekstra bjælke med en tværbjælke.

  19. Sådan gør du taget vandtæt

    For at gøre taget på dit træhus 100 % vandtæt skal du hæfte tyk plastfolie fast til A-rammen, før du fastgør tagstenene eller brædderne.

  20. Færdiggørelse af dit træhus

    Skru de første tagbrædder på plads øverst på A-rammen og skub så de andre brædder under dem. Skru tagbrædderne på plads i et overlappende mønster. Sav for- og bagvæg til, så de passer, eventuelt med vinduer, og skru dem fast på A-rammen. Forbor skruehullerne og brug forsænkede skruer for at få et glat resultat.

  21. Trin tip

    Hvis du vil gøre dit træhus vandfast, eller hvis du bare viI have det til at være pænere at kigge på, kunne du overveje ikke alene at lakere det, men også give det tungolie (kinesisk træolie). Det er ikke giftigt og beskytter træet. Det anvendes af professionelle og er en af de bedste naturlige lakker, der findes. Du kunne også overveje at male dit træhus i samme farvekombination som dit hus!

Bedømmelse

Bedøm denne trin for trin beskrivelse.

Sådan bygger du et træhus i et træ

4.1
4.1 of 5

2641 Antal stemmer

  • 5
    1605
  • 4
    418
  • 3
    156
  • 2
    85
  • 1
    377